Dansk krigsforskning – fra øer til miljøer

Krig er Jammer, Krig er Nød,
en Smertens Braad for Mange,
Krig er Savn og Saar og Død
og tunge Klagesange;
Krigen er en Vej saa trang,
gaar dog opad mangen Gang.

Det stod ikke skrevet over min vugge, at jeg skulle komme til at undervise og forske i krig. Opvokset som jeg er i en lærerfamilie i 1970’ernes Danmark, kendte jeg i min opvækst alene militærvæsenet fra film som Soldaterkammerater – et dansk lystspil, der fremstillede det danske forsvar som dilettantisk og latterligt. Andre biografoplevelser, som Intet nyt fra vestfronten og The Day After, gav mig et indtryk af krig og strategi i industrisamfundenes og kernevåbenes tidsalder som en både grusom og meningsløs affære. Da jeg i 1987 skulle indkaldes til militærtjeneste, aftjente jeg ikke værnepligt pga. rygproblemer. Jeg havde imidlertid heller ikke spor lyst. På det tidspunkt var antallet af militærnægtere dalet noget fra toppunktet i 1970’erne, hvor hver femte værnepligtig erklærede sig for nægter. Ikke desto mindre var min manglende aftjening af værnepligt en typisk generationserfaring – ikke blot aftjente kvinder ikke værnepligt – men i 1987 var det blot en tredjedel af mændene i en ungdomsårgang, som endte i trøjen. 

Nøk for nøk har jeg dog, siden jeg i 1990’erne og de tidlige 2000’ere blev kandidat og ph.d. i historie og østeuropastudier, arbejdet mig i retning af krig som forskningsobjekt. Først ud fra en interesse for udenrigs- og sikkerhedspolitik, bl.a. forbundet med godt ti års ansættelse i det danske udenrigsministerium. Derpå blev jeg i 2008 chef for Forsvarsakademiets Center for Militærhistorie for senere at blive chef for akademiets Institut for Strategi og Krigsstudier. Siden har mit arbejdsliv handlet om anvendelsen af militær magt – i form af forskning og undervisning i militærhistorie og andre fag på akademiets uddannelser.

Jeg er gået fra forsvarsskeptiker og potentiel militærnægter til i dag at arbejde professionelt med det militære instrument som en del af den måde småstaten Danmark sikrer sig fred og frihed på. I mit virke anskuer jeg krig som et ’naturligt’ socialt fænomen, der i sin natur transcenderer tid og sted, samtidig med at hver epoke, samfundsdannelse, og specifikke konflikt naturligvis tilfører de enkelte krige egne, særlige karaktertræk. Det er dog ikke givet, at der altid vil være lige mange eller lige voldsomme krige. Derfor fortjener krig at blive studeret i al sin mangfoldighed. Det sker for mit vedkommende med håb om, at vi ved at studere krig kan undgå krig, men også med en klar fornemmelse af, at krig næppe nogensinde forsvinder helt fra vores historie, og at det er både legitimt og nødvendigt for politiske enheder som Danmark at have et forsvar og forberede dette til krig – med afskrækkelse og ultimativt anvendelse for øje.  

Min personlige og faglige livsbane illustrerer meget godt den ændring, der i samme periode er sket i måden krig anskues på i Danmark og tilgås forskningsmæssigt. Man kan beskrive forandringen, som at studiet af krig i Danmark er gået fra at være ret marginaliseret og i høj grad præget af dedikerede enkeltpersoners indsats og til være institutionaliseret og foregå, uden at den gennemsnitlige borger løfter øjenbrynene, når man siger, at man er krigsforsker. Groft sagt er vi gået fra øer til miljøer inden for forskningen i krig. Samtidig er der sket en kraftig ekspansion af undervisningstilbuddene inden for krigsstudier, ligesom den offentlige debat om krig har undergået markante ændringer. De hænger bl.a. sammen med et stadig større antal institutioner og eksperter på området. Deres deltagelse i den offentlige debat har bidraget til at kvalificere den, men også til at normalisere og legitimere anvendelsen af det militære instrument. Den stedfundne udvikling svarer til, hvad man har set i andre vestlige samfund – inklusive i Norge – men samtidig har den et antal specifikke danske kendemærker.

Mit bidrag falder i fem dele. Først nogle overvejelser om, hvad jeg forstår ved krigsstudier i Danmark, og hvilket fokus, jeg vil anlægge i denne tekst. Derpå et historisk rids af vejen frem til danske krigsstudiers aktuelle stade. Så præsenterer jeg den måde, jeg selv arbejder med krigsstudier på. Jeg behandler videre den offentlige debat om krig, for sluttelig at sammenfatte og perspektivere.

Krigsstudier som begreb 

Betegnende nok findes hverken ordet krigsstudier eller beslægtede udtryk som krigskunst eller krigsvidenskab som opslag i Den store danske encyklopædi – det danske nationalleksikon (Lex.dk). Det tætteste man kommer, er en kort tekst om Det Krigsvidenskabelige Selskab – en forening, som blev stiftet i 1871 under indtryk af Frankrigs nederlag i den fransk-prøjsiske krig, og som sigtede mod at bringe det danske forsvar på omgangshøjde med datidens militære tendenser. Den nævnte artikel skaber dog ikke videre klarhed, idet den nøjes med at oplyse, at selskabet beskæftiger sig med ”militær videnskabelighed, herunder forsvars- og sikkerhedspolitik” (lex.dk, opslag krigsvidenskab). Man skal til et andet leksikon – 4. udgave af Salmonsens Konversationsleksikon fra 1949 – for at få en uddybning. Her defineres krigsvidenskab, som ”De videnskaber, der danner forudsætningen for kunsten at føre krig” (Strelitz, Japsen og Rode, 1949, Spalte. 2529; se også Møller, 2007). Kun, hvis man går yderligere tyve år tilbage – til leksikonets 2. og langt mere voluminøse udgave – får man en detaljeret beskrivelse af, hvad der er på spil. Her nævnes, at krigsvidenskab omfatter ” taktik, strategi og krigshistorie, dernæst terrænlære, militærgeografi, befæstningskunst, våbenlære, sanitets-, veterinær- og forplejningstjeneste o.l.” Videre skrives, at ”da krigen nu ikke indskrænker sig til de rent militære enemærker, vil krigsvidenskaben i den mest udvidede form gribe ind på næsten alle områder” (Salmonsens konversationsleksikon, 1923, s.669). Krigsvidenskab er altså en af mange fagligheder sammensat vidensform. Den er samtidig fundamentet for krigsførelse i form af krigskunst. 

Hermed er vi ved den traditionelle og militært begrundede årsag til at studere krig: Man studerer krig for at vinde krig. Men man kan jo også sagtens studere krig uden dette motiv. Enten med det formål at forstå krig som generelt fænomen og herfra skabe teorier, om hvorfor krig bryder ud, hvad krig er, og hvordan krig kan forhindres og forebygges. Eller med henblik på at studere krigens interaktion med og indvirkning på det omliggende samfund – War and Society, som tilgangen hedder på engelsk (Lider 1982, s.4; Høiback & Ydstebø 2012).   

De krigsstudier, som er forbundet med ønsket om at føre krig effektivt, har normalt været placeret på militære institutioner og i beslægtede miljøer, som det allerede nævnte Krigsvidenskabelige Selskab. Der har typisk været tale om en meget praktisk tilgang til tingene – technicism, som Samuel Huntington kalder officersprofessionens no-nonse tilgang (Huntington, 1981). I stort mål har de delvidenskaber, krigsvidenskaben har anvendt, f.eks. krigsmedicin eller krigshistorie, et civilt, universitært udgangspunkt. Undtagelsen er selve krigsførelsen – krigskunsten – som hovedsageligt har sin teoretiske forankring i forfatterskaber af militære praktikere. Normalt anses militær- og krigsteori som en afart af socialvidenskaberne (Møller 2007, s.9). Samtidig er det dog betegnende, at man i studiet af militære operationer og taktik, samt i nogen grad militær strategi, har tumlet med – og fortsat tumler med – at finde teorier og metoder, som er specifikt udviklede til disse områder, og som kan anvendes som analyse- og handlingsværktøjer, både i den praktiske krigsførelse og i undervisningssammenhænge. Svaret har ofte været modeller mere end teorier, som den danske ’krigsførelsens kredsløb’ (Scandinavian Journal of Military Studies, 2020) eller præskriptive systemer som NATOs Comprehensive Operations Planning Directive (COPD).  

Netop det forhold, at krigsvidenskabens komponenter for størstepartens vedkommende kommer fra civile moderdiscipliner, der gennem tilføjelse af et præfiks (eksempelvis krigs- og militær-historie) og passende faglig specialisering er blevet ’militariseret’, minder os om, at krig også er et civilt-akademisk studieobjekt. Jurister har skabt og udviklet den folkeret, der omgiver krigen, og som søger at regulære den adfærd, der udvises under kamp. Filosoffer og statskundskabere har overvejet, hvad krig og fred er, og hvordan man kan forebygge og undgå krig eller anvende trusler om krig og krigsførelse i international politik. Når krigsforskning foregår indenfor et bestemt videnskabeligt område i en civil forskningsinstitution, bliver den dog som regel også meget partikularistisk og orienteret mod de særlige faglige krav og det overordnede genstandsfelt, der er forbundet med netop den disciplin, forskeren er uddannet indenfor. Det handler bl.a. om, hvilke regler, der er for vidensdannelse i disciplinen, herunder at publicering sker i særlige formater og på platforme, hvor kun tekster, der følger bestemte teorier, metoder og forskningsspørgsmål kan optages. Det er en del af the game, og måden, hvorpå man skaber sig en akademisk karriere på, men det betyder også, at krig som holistisk fænomen meget let kan forsvinde fra fokus.    

Det var for at bringe det civile studie af krig ud af sådanne faglige spændetrøjer, at den såkaldte War Studies tilgang opstod i den angelsaksiske verden i årtierne efter Anden Verdenskrig. Ambitionen var at bringe mange forskellige civile fag sammen og sætte krigen i centrum for studievirksomheden i en flerfaglig kontekst. Det var dog først noget inde i 2000’erne, at krigsstudiebegrebet vandt indpas i Danmark, og et egentligt gennembrud kom med etableringen af Center for War Studies ved Syddansk Universitet i 2012.

Peter Viggo Jakobsen, der var en af pionererne på feltet i Danmark, opsummerer kendetegnene ved War Studies som:

Et eller flere aspekter af krig skal være i fokus på en eller anden måde. 2) Krig skal studeres tværfagligt. 3) Der er frit valg på alle hylder med hensyn til videnskabsteoretisk tilgang og metoder (Jakobsen, 2017, s.75).

Opsummerende er der i min optik groft sagt tre typer krigsstudier: 1) Militært funderet krigsvidenskab, der sigter mod at føre krig, 2) Civile fagdispliners studier i emnet krig under iagttagelse af den givne disciplins særlige redskaber og problemstillinger, og 3) flerfaglige – ideelt set tværfaglige studier af krig med sigtet på at gøre os klogere på fænomenet som helhed. Det sidste sker særligt i form af War Studies, men herunder kan i min optik også falde freds- og konfliktstudier. Lad os i det følgende gå lidt mere i dybden med, hvordan disse former for krigsstudier har udviklet sig i Danmark. 

Krigsstudier i Danmark

Det ville være forkert at hævde, at der slet ikke fandt dansk forskning og undervisning sted i krig, før en række uddannelser og forskningsinstitutioner dedikeret til krigs- og militærstudier kom til verden i løbet af 2000-årene. Som i andre lande havde Danmark forskellige militære læreanstalter, studiekredse og debatselskaber, der ud fra et militært og nytteorienteret udgangspunkt studerede krig og militære anliggender (Kaarsted, 1980).   

Den vidensskabelse, som fandt sted i militært regi – og som særligt skete tidsskrifterne, Tidsskrift for Søvæsen og Militært Tidsskrift var, som Karsten Møller bemærker, præget af, at man ikke i Danmark har ”haft tradition for at dyrke den for krigsvidenskab grundlæggende filosofiske og videnskabsteoretiske tænkning” (Møller 2007, s.7). I stedet er var særligt fokus på det anvendelsesorienterede og særligt fyldte de tekniske og teknologiske aspekter af krigsførelse en hel del. Der var i nogen grad interaktion med universitetsverdenen. f.eks. ved at forsvaret og de dertil knyttede selskaber indhentede forelæsninger og artikler fra ansatte ved civile læreanstalter og institutter. Men man trak sjældent på denne ekspertise, fordi man ønskede de grundlæggende problemer ved at studere krig belyst. I stedet efterspurgtes foredrag om for eksempel matematik eller kemi, fag man kunne nyttiggøre i forhold til eksempelvis navigation og ballistik. 

De universitetsforskere, som interagerede med forsvaret, var få, og i det hele taget fyldte studiet af krig meget lidt på de civile danske højere læreanstalter før Den Kolde Krigs afslutning. Militærhistorien var således i størsteparten af det 20. århundrede et område, som næsten ingen civile historikere beskæftigede sig med. Det er et forhold, som ofte tilskrives den såkaldt radikale historikertradition i dansk historieskrivning. Det radikale parti var et social-liberalt parti med en stærk pacifistisk åre, og blandt dets fremmeste tilhængere var et antal danske historikere, som i årtierne omkring år 1900 formgav faget. Disse historikeres blik på historien var, at den repræsenterede en march mod fremskridt, velstand og demokrati. Krig var ud fra denne synsmåde både irrationel, fordømmelsesværdig og irrelevant. Som det hedder i et værk om dansk militærhistorie, så var 

prisen for denne stærke fokusering på det rationelle og fremskridtet (…) en manglende evne til at håndtere fænomener som krig og organiseret voldsanvendelse (…). I analogi med pressens verden rangerede sådanne fænomener (…) på linje med værtshusslagsmål og sexskandaler, som den pænere del af pressen i hvert fald før i tiden overlod til de mere letbenede sensationsblade (Frantzen & Jespersen 2008, bd.1, s.8f.).

Et begyndende nybrud tegnede sig efter Anden Verdenskrig. Med etableringen af Udgiverselskabet for nyere dansk historie i 1951 skabtes et afsæt for at forske i besættelsestidens historie, hvilket der frem til selskabets nedlæggelse i 1991, kom en række vægtige monografier ud af. Meget få af disse tog dog livtag med egentlige militære problemstillinger, selv om der undervejs blev publiceret om både den militære efterretningsvirksomhed og om forsvaret under besættelsen (Bjerg, 1985, Roslyng-Jensen, 1980). Selv om der op gennem 1970’erne var spæde ansatser til et militærhistorisk forskningsmiljø på Københavns Universitet, var det på et andet universitet; det nyanlagte Odense Universitet (i dag Syddansk Universitet) man fandt den eneste nogenlunde kontinuerlige og omfattende militærhistoriske indsats. Her var de to vigtige skikkelser lektor Aage Trommer og professor Knud J.V. Jespersen. Særligt sidstnævnte udforskede ikke blot konkrete militærhistoriske emner, men debatterede også fagets metoder i en polemik med forsvarets undervisere i krigshistorie (Jespersen 1978). 

Særligt fra 1990’erne bredte militærhistorien sig dog yderligere – i høj grad under indtryk af New Military History. I dag finder man fastansatte historikere på de fleste af landets universiteter, som på forskellig vis forsker i militærhistorie, uden man dog kan tale om egentlige forskningsmiljøer. Særligt har Danmarks sikkerhedspolitik under den Kolde Krig været genstand for omfattende udforskning og ophedede debatter (Clemmesen, 2005; Mariager, 2011; Farbøl, 2017). 

Heller ikke inden for samfundsvidenskaberne finder vi andet end spredte ansatser til krigsstudier i store dele af forrige århundrede. Et godt sted at starte er ved oprettelsen af Institut for Statskundskab på Århus universitet i 1959. Her grundlagdes under Eling Bjøl et fag i International politik. Gradvist voksede et forskningsmiljø frem, både der og ved det senere grundlagte institut for statskundskab ved Københavns Universitet, som bl.a. beskæftigede sig med sikkerhedspolitik og krig. I samme periode opstod også en ”Sikkerhedspolitiske studiegruppe” i regi af Det Udenrigspolitiske Selskab (Heurlin 2011). Sit internationale gennembrud fik den danske IP-forskning gennem den såkaldte Københavnerskole, hvor de tilknyttede forsker bl.a. udviklede begrebet securitization (Stritzel, 2007). De her tilknyttede forskere bevægede sig siden mere i retning af freds- og konfliktstudier. En anden næsten samtidig begivenhed var fremkomsten af en samlet Clausewitz-udgivelse på dansk i 1986, som et veritabelt dream team af civile og militære eksperter stod bag. Udgaven var dels karakteriseret ved den mundrette og gode oversættelse af originalteksten, men også ved et omfattende kommentarbind, der ikke bare satte Clausewitz ind i sin samtid biografisk og militærhistorisk, men som også bød på bidrag, der analyserede værket i sin videnskabsteoretiske, samfundsfaglige og militærteoretiske kontekst (Berg 1986, bd. III). Men også andre fagområder kom på banen i forhold til at studere militære anliggender. Militærsociologien fik en dansk fortolker i Henning Sørensen, som bl.a. kortlagde det danske officerskorps forandring fra en kriger- til en forvalterrolle (Sørensen 1988).

Der voksede også et mere teknologisk forskningsmiljø frem med det i 1970 oprettede forsvarets forskningstjeneste (FOFT). Der var i perioder tilknyttet op til 100 personer til dette, fortrinsvis inden for de tekniske videnskaber. De bedrev forskning, kom med anbefalinger til forsvaret om den teknologiske udviklings krav til dettes indretning, og de deltog som eksperter i forskellige NATO-arbejdsgrupper (Heurlin, 2011). Da FOFT i nedlages i 2006 overførtes del af disse opgaver til andre dele af Forsvaret, særligt til Forsvarets Materiel og Indkøbsstyrelse. At FOFT’s nedlæggelse dog også skabte et vakuum, demonstreres af, at Forsvarsakademiet godt et tiår senere oprettede et Institut for Militær Teknologi, som særligt arbejder med interaktionen mellem mennesker og teknologi. Det bør også nævnes, at der foregår en militærteknisk forskning flere steder på landets naturvidenskabelige fakulteter, især på Danmarks Tekniske Universitet og Syddansk Universitet (Breitenbauch & Mathiesen, 2021, bilag 2). Det er dog næppe forkert at sige, at Danmark til sammenligning med flere nordiske lande har et meget lille forsvarsteknologisk forskningsmiljø 

I Den Kolde Krigs sidste årti opstod et politisk ønske om, at der skulle oprettes en institution, som bistod politikere og embedsværk med rådgivning om sikkerhedspolitiske problemer. I 1980 oprettedes derfor det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU). SNU bedrev i stort omfang strategiske studier af en type som embedsværket i forsvars- og udenrigsministerium kunne se sig i. Det på tidspunkt såkaldt ”alternative flertal” i folketinget påtvang i 1985 den borgerlige regering et nyt forskningsinstitut, Center for Freds- og Konfliktforskning (COPRI). Dette skulle så at sige konkurrenceudsætte SNU. Centeret kom i kølvandet på tilsvarende forskningsinstitutter i de andre nordiske lande (Rynning 2017, s.6).  

Da en ny borgerlig regering under ledelse af Anders Fogh Rasmussen i 2001 kom til magten, ned- og sammenlagde denne en række råd og forskningsinstitutter i et selvproklameret opgør med ekspertvældet. Denne proces førte til at både SNU (der i mellemtiden var blevet omdøbt til Dansk Institut for Internationale Studier (DUPI)) og COPRI sammen med et par mindre forskningsinstitutter blev omdannet til Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). DIIS har – udover at bedrive sikkerhedspolitisk og forsvarspolitisk forskning – haft ansvar for en officiel udredning om Danmark under Den Kolde Krig og er aktuelt ved at afslutte en udredning om Danmarks militære og civile indsats i Afghanistan (Dansk Institut for Internationale Studier 2005). 

Også andre institutioner har haft i opdrag at udrede Danmarks krige. I 2014 var ikke blot DIIS men også Forsvarsakademiet involveret i en erfaringsopsamling vedrørende den samtænkte danske indsats i Afghanistan. Få år senere fik to forskere ved Københavns Universitet ledelsen af et nyt udredningsprojekt, som skulle klarlægge årsagerne til Danmarks deltagelse krigene i Afghanistan, Irak og Kosovo (Mariager & Wivel 2019). Dertil kommer naturligvis en række forskningsmæssige enkeltbidrag og erindringsbøger om indsættelsen af danske styrker i en række konflikter fra Den Kolde Krigs afslutning og til i dag. Alligevel mangler der fortsat dybtgående studier styrkeindsættelserne set fra et militært synspunkt – forskningen er i stort mål blevet hængende i de politiske beslutningsprocesser og har aldrig taget livtag med at analysere de enkelte udsendelser.   

Den nævnte evaluerings- og udredningsvirksomhed kan ses som udtryk for flere forhold. Dels afspejlede den indenrigspolitiske konflikter om, hvordan man skulle fortolke Den Kolde Krig og Danmarks deltagelse i amerikansk ledede militære indsatser fra Kosovo til Irak, med sidstnævnte som mest kontroversiel. Men den afspejlede også et ønske om at finpudse (og legitimere) anvendelsen af det militære instrument i stabiliseringsmissioner. Begge forhold var udtryk for at forsknings- og udredningsvirksomheden nu fungerede inden for nye sikkerhedspolitisk rammevilkår i perioden fra afslutningen af den kolde krig og frem til evakueringen fra Afghanistan i 2021 – rammevilkår, som kaldte på nye former for analyse og myndighedsrådgivning. 

Med indgåelsen af Forsvarsforliget 2005-09 blev det derfor også besluttet at etablere en særlig tænketank, som i højere grad end det skete på universiteterne og DIIS skulle beskæftige sig med regulær forsvarspolitisk forskning. I 2007 åbnede den nye institution, Dansk Institut for Militære Studier (DIMS). DIMS var indledningsvist placeret på Forsvarsakademiet i København, men overflyttedes i 2014 til Københavns Universitet, hvor det omdøbtes til Center for Militære Studier (CMS). Gennem sine godt femten års eksistens er DIMS/CMS blevet en synlig og hyppigt anvendt leverandør af forsvarspolitiske analyser og politik-anbefalinger.  

DIMS udflytning fra Forsvarsakademiet (FAK) i 2014 fratog akademiet et væsentligt forskningsmiljø, men dette ændrede ikke på, at FAK fra begyndelsen af 2000’erne og frem har udviklet sig til en af de centrale institutioner for krigsstudier i Danmark. Akademiet består i dag af fire institutter. De er Institut for Strategi og Krigsstudier (inklusive militærhistorie og antropologi), Institut for Militære Operationer (og taktik), Institut for Ledelse og Organisation (herunder føring), samt Institut for Militær Teknologi (og folkeret). En blandet flok af ikke-forskeruddannede civile analytikere og konsulenter, civile forskere, militære forskere og militære analytikere på godt og vel 100 årsværk udgør den stab, som står for akademiets vidensproduktion. Det er samme gruppe, som har ansvaret for undervisningen på akademiets militære diplomuddannelse, masteruddannelse og sprogofficersuddannelse. I modsætning til eksempelvis Sverige har akademiet ikke siden generalmajor Karsten Møller i begyndelsen af 2000-årene satte den kurs, det på mange måder fortsat følger, udviklet sig til et regulært universitet. Det hører fortsat til under forsvaret, selv om de fleste af dets uddannelser er civilt akrediterede. Det medfører også, at der sker en forholdsvis klar styring af forsknings- og udviklingsvirksomheden. En tidligere forskningsleder formulerede dette som ”fra forskning til felten” (Hansen, 2011). Forsvarsakademiet har i en årrække haft som målsætning, at der særligt skulle forskes i danske militære problemstillinger, anvendes dansk militær empiri og at det i det hele taget skulle udnyttes, at man gennem teams af civile og militære ansatte kunne gennemføre forskning, de civile universiteter ikke kunne. I praksis har der dog altid været en betydelig spændvidde i de ansattes forskning.

Parallelt med væksten i antallet af forskere på FAK er der, som ovenfor antydet, sket en ændring af dets undervisningsvirksomhed fra kurser til civilt-akkrediterede uddannelser. Det et år lange værnsfælles stabskursus, som tidligere var adgangsbilletten for at et mindre antal særligt udvalgte kaptajner og kaptajnløjtnanter kunne fungere i stabe på niveauet major / orlogskaptajn og opefter, er i dag en master i militære studier. Ikke blot har dette skifte ændret indholdet i uddannelsen, den er også åbnet for langt flere officerer, og så er den blevet et deltidsstudium. Alt sammen ændringer med betydelige konsekvenser. De uddannelsesmæssige ændringer er som i mange andre vestlige lande sket ud fra en oplevelse i forsvaret af, at dets officerer skulle rustes bedre til at navigere i en stadig mere kompleks verden – og vel samtidig for at stille dem så godt som muligt i kampen med det civile statskundskabsuddannede embedsværk om, hvem der legitimt kan bestemme over den militære profession og har adkomst til at give politikerne militærfaglig rådgivning (Møller, 2007; Johson-Freese, 2013, s,1ff). De foretagne ændringer er dog også omstridte og genstand for debat blandt militære praktikere, lige som det også tidligere har gjort sig gældende, når officersuddannelserne blev væsentligt ændret (Schøning, 2024).

Krigsstudier i mit faglige liv

Jeg har i mine år som krigsforsker særligt tumlet med et gennemgående problem: Min drift til at forske i krig alene drevet af mit nysgerrige (men i grunden også ret anarkistiske) gemyt versus forsvarets ønske om målrettet forskning. Eftersom jeg i seksten år har haft en ledelsesstilling, har jeg ikke blot skullet håndtere denne problemstilling i min egen forskning, men har også skullet bidrage til, at medarbejderne i mit institut fandt den rette balance. 

Krig er et uhyre komplekst fænomen, der som regel udfolder sig på flere samtidige niveauer, i mange domæner. Krig finder sin afgørelse i en kombination af forhold ved fronten, i de kæmpende parters bagland og i det internationale samfund. Udfaldet har både en fysisk og kognitiv-psykologisk dimension. Denne erkendelse er måske ret banal, men den er også en påmindelse om, hvorfor det er svært spå om udfaldet af krig. Jeg har selv været forholdsvis aktiv, både i forsknings- og undervisningssammenhænge og i medierne mht. at kommentere på krigen i Ukraines gang. Her anvender jeg først og fremmest mit kendskab til militærhistorie til at åbne situationer op og give dem perspektiv. Jeg kommer derfor sjældent med håndfaste vurderinger om, hvad vej krigen går, men skitserer hellere et antal mulige scenarier. Det sker i erkendelse af, at det er uhyre svært at vurdere den rationalitet, psykologi og de præmisser og præferencer, som ligger bag de stridende parters valg, samt slutte fra deres kapaciteter og til deres kapabiliteter (Poulsen & Staun, 2025).  

Som militærhistoriker kan man finde trøst i, at dette relativt kan håndteres i bagudskuende historiske analyser. Hvis man som mig er en udpræget empiriker, er det en sand fornøjelse at dynge forhold ovenpå hinanden, der samlet set bidrog til at et slag, et felttog og en krig faldt ud som den nu gjorde (Christensen & Poulsen, 2018). Men skal man interessere en officer under uddannelse – eller en bevillingsgiver – for militærhistorie skal man gerne kunne hæve sig over den enkelte krig og tale varmt og smittende om krigshistoriens lære eller tilsvarende. Som Harald Høiback bemærker ”Vi klarer oss ikke uten historier. Fjerner vi én, fylles rommet av en annen. Om ingen skriver skikkelig historie, dynges vi ned av den dårlige” (Høiback, 2023, s.376). At være menneske er at være historiebruger, både individuelt og kollektivt. Derfor er det ikke blot naturligt og legitimt at bringe militærhistorien ind i overvejelser om nutiden og fremtidens militære opgaver, det sker også uanset om vi vil det eller ej. Det fjerner dog ikke den udfordring, at de krigsprincipper, læresætninger, mm. vi mener at kunne opstille på baggrund af historien – både den for længst overståede historie, men også den, som foregår (som krigen i Ukraine), hviler på et spinkelt epistemologisk grundlag og ofte risikerer at ende i cherry-picking (Echevarria, 1997).  

Et andet problem, som har optaget mig, er diskussionerne om at klassificere krigsførelse og krigsformer i typologier som new wars, fifth generation warfare, hybrid war, etc. Selv om jeg en årrække har været med til at udbyde et fag om new wars på Forsvarsakademiets masteruddannelse, og selv om jeg har forsøgt mig i både applikationen af dette begreb og hybrid strategi i forskellige skriverier, forbliver jeg i hjertet en Clausewitzianer (Poulsen & Sørensen, 2018;  Poulsen, 2018). Krig er en uendelig og evigt foranderlig kombination af handlinger og begivenheder, ud fra hvad aktørerne finder formålstjenligt til at nå deres politiske mål. Selv om krig henset til dens formål og en bestemt tidsalder og samfundsforms teknologi, politiske og økonomiske organisering samt kulturelle præferencer, naturligvis kan rubriceres, er det min opfattelse, at den del af krigsforskningen, som er meget optaget af, at sætte labels på samtidens krige, overser den af Clausewitz så rammende formulering, at ”krigen er en sand kamæleon”.  

Fra Armadillo til Krigens døgn – debatten om krig i Danmark

I Den Kolde Krigs tid var debatten om militære anliggender særligt præget af spørgsmål om nedrustning, om hvorvidt det var øst eller vest, der havde aggressive intentioner og om, hvorvidt man kunne mindske sikkerhedsdilemmaet gennem ikke-offensivt forsvar. Siden Danmark efter Den Kolde Krigs afslutning i stigende grad begyndte at sende robuste styrkebidrag til fredsbevarende og fredsskabende missioner, har det i stigende grad været de politiske beslutninger om udsendelse af danske styrker, som fyldte i debatten. I samme periode – og ganske særligt efter Ukrainekrigens begyndelse – er der desuden sket en vægtforskydning i retning af, at der hyppigere anvendes militære eksperter i medierne. Og at der gennem brug af disse i højere og højere grad fokuseres på taktik og militære operationer. Man kan altså spore en udvikling, som dels er kendetegnet ved stadig større interesse for, hvad der på godt og ondt sker, når militære styrker indsættes, men som samtidig har ført til – vil nogle mene – en form for militarisering af den offentlige debat om krig (Mathiasen, 2023). 

Det er dog ikke langt fra nyt, at militære eksperter anvendes i medierne. I 1991, under Den Første Golfkrig, stillede forsvaret major Sven Bergstein fra flyvevåbenet til rådighed for Danmarks Radio (DR). I den bedste sendetid, kun få år efter, at DRs monopol på at sende fjernsyn i Danmark var brudt, stod Sven Bergstein på daglig basis ved en sandkasse iført uniform. Her udlagde han med pegepind krigshandlingerne. Seertallene var høje og det hang nok til dels sammen med, at der blandt seerne var frygt for, at konflikten kunne ende med anvendelse af kemiske våben eller eskalere geografisk. Interessen kan illustreres ved, at 32.000 personer forsøgte at ringe til studiet ind, da DR gennemførte et program, hvor Bergstein sammen med journalisten Jens Nauntofte og Mellemøsteksperten Gorm Rye Olsen besvarede de indtelefonerede spørgsmål (Danneman, 1991). 

Ikke alle var dog begejstrede for, at nationalt tv dækkede krigen med brug af en officer. Den indflydelsesrige, kulturradikale forfatter Klaus Rifbjerg karakteriserede Bergsteins medievirke således:

den, der har set ham med pegepind i hånd rokere rundt med Exocet-missiler og panserbrydende granater og Stealth-bombemaskiner etc., forstår umiddelbart, at han er placeret centralt i den kreds af »eksperter«, som med sikker understregning af deres egen »voksenhed« og »modenhed«, deres helt særlige ekspertise afslører, at de befinder sig på et udviklingstrin, hvor man forveksler barneværelsets legetøj med det rædselsarsenal, som for øjeblikket truer os alle sammen (…) (Rifbjerg, 1991). 

Denne kritik kan – trods forsøget på decideret at infantilisere Bergstein – ses som et udtryk for en problemstilling, der handler om, hvad der sker med mediernes integritet, når deres journalister embeddes i et forsvar – eller som her: at en repræsentant for et forsvar embeddes i et medie. Problemstillingen blev for alvor prægnant efter Danmark deltog militært i den amerikanske invasion og besættelse af Irak i marts 2003 – en invasion, jeg som embedsmand i Udenrigsministeriet lærte at benævne ’den militære aktion’, da den officielle linje var, at Danmark ikke var krigsførende. Her spillede det nemlig en stor rolle både for amerikanerne og den daværende danske regering at sikre sig det rette narrativ om krigen, og debatten kom især til at handle om krigsgrundlaget – i form af en byge af spørgsmål fra oppositionen i Folketinget og en kritisk dækning i medierne, særligt avisen Ekstrabladet (Elkjær, 2008). 

Efterhånden som sikkerhedssituationen ændrede sig i Irak og Afghanistan, hvortil Danmark havde sendt styrker kort efter den amerikansk-ledede invasion i 2001, kom der også fokus på det forhold, at danske soldater i voksende grad kom i kamp. Det førte til en omfattende litteratur særligt forfattet af journalister samt deltagende soldater og officerer, hvori det ofte var kampen og krigsoplevelsen, der var i højsædet. Mest markant i form af bogen De danske tigre, hvor den lokale danske chef beskrev sin oplevelse af de voldsomme kamphandlinger en dansk enhed deltog i den afghanske provinsby Musa Qala over to måneder i 2006 (Johannesen, 2008).  

I Afghanistan mistede 43 danske soldater mistede livet mellem 2002 og 2013.  De store tab og de fortsatte problemer for den afghanske regering med at skabe stabilitet og fremgang i landet blev centrale elementer i en voksende debat om, hvorvidt krigen i Afghanistan overhovedet gav mening strategisk og moralsk (Rasmussen, 2011, sml. Jakobsen, 2011). Meningsudvekslingerne herom blev ført i Folketinget, men også i medierne og i kulturens verden. Danmarks Nationalmuseums krigsafdeling indviede således en stor udstilling viet til krigen. Forfatteren Carsten Jensen, som var en ihærdig kritiker af krigen og af dansk deltagelse med militær magt i stabiliseringsoperationer i det hele taget, skrev noget så sjældent som en dansk krigsroman om den. En anmelder beskrev bogens portræt af de danske soldater i Afghanistan som ”et kaos af uigennemskuelige alliancer, afstumpet vold, moralske dilemmaer og tragiske ofre, en slagmark, hvor militærstrategier og planer ikke slår til over for droner, tilfældigheder og skjulte dagsordener (Vorm, 2015). Vigtig var også dokumentarfilmen Armadillo, idet den viste, hvad kritiske røster mente var en ulovlig nedskydning – en likvidering – af en såret Talibankriger. Mere end 120.000 danskere så filmen i biograferne, og da den blev vist på TV2 i januar 2011, så ca. 1 million med (Bjerre, 2017).

Med de høje tab, steg også antallet af fysisk og psykisk kampskadede. Forsvarets institut for militærpsykologi, der siden blev kernen i en forskningsenhed et nyoprettet veterancenter – begyndte at producere studier af krigsveteranernes forhold, og i 2010 fik Danmark sin første veteranpolitik. Samtidig udkom stadig flere bøger og medieprodukter, hvor krigsdeltagere berettede om deres indsats. Offentlighedens bevidsthed om traumatiserede krigsveteraner og kønnede aspekter af militær- og krigserfaringen steg også i perioden, bl.a. i form af dokumentarprogramet Kvinder i krig (DR LYD, 2020), et emne, som også begyndte at blive forskningsmæssigt undersøgt (Sløk-Andersen, 2014). Forsvarsdebatten blev i det hele taget præget af et stort fokus på problemer i forsvarets organisering og mandskabshåndtering. Et nyt nichemedie – OLFI – drev den kritiske dagsorden, men også på andre medier begyndte der at komme specialiserede forsvarsjournalister i en grad, som ikke tidligere eksisterede. 

Medierne trak hyppigt på Forsvarsakademiets eksperter i debatten. I 2000’erne og 2010’erne havde man således en mediegruppe, hvor særligt udpegede udtalte sig inden for hver et veldefineret ekspertområde. Af en række årsager forsvandt denne tilgang til medievirket, og i stedet kontaktede journalister i stigende grad akademiets medarbejdere direkte på linje med den måde man ville gå til universitetsforskere på. En af Danmarks hyppigst citerede eksperter var således lektor Peter Viggo Jakobsen. Han endte dog ikke kun i medierne søgelys gennem sin store viden, klare – og lejlighedsvis kontroversielle analyser – men også fordi Forsvaret i 2021 tilsyneladende søgte at afskedige ham på grund af hans åbenhed. For der efter at omgøre beslutningen – i et mudret og ikke fuldstændigt klarlagt forløb. Om sporene fra denne sag stadig bidrager til at gøre ansatte i forsvaret, og måske særligt karriereofficerer, ulystne til at ytre sig bramfrit og kritisk om forhold i det danske forsvar, skal være usagt, men det er nærliggende at antage, at en hændelse som den nævnte har langsigtede konsekvenser(Mortensen, 2021a, 2021b). 

Da Rusland i februar 2022 invaderede Ukraine indførte DR et ugentligt program Krigens Døgn, som med et set-up, der involverede to uniformerede officerer fra Forsvarsakademiet, taktiske kort og pegepinde, næsten blev en genopførelse af Bergsteins optræden i 1991, blot med den forskel, at hans tid i TV var få uger, mens programmet nu kører på tredje år. Dets lange levetid, skyldtes nok dets popularitet, for en læserbrevsskribent ytrede om det, at ”jeg aner ingen dækkede dagsordner - kun saglighed. Der er altid indkaldt gode mennesker, som ved, hvad der er op, og hvad der er ned” (Havnsøe, 2024). Over for dette stod kritikere som filminstruktøren Ole Bornedal, der betegnede udsendelserne som:

et game, hvor efterhånden medievante officerer er begejstrede for at dele deres viden om strategier og våben, mens de flytter rundt på camouflagefarvede ludobrikker og taler hyggeligt med hinanden og værten om 'styrkernes' udmattelseskrig (Sørensen, 2024).

En omfattende udsendelsesrække på DR i efteråret 2024, som dækkede det danske forsvars indsatser i 1990’erne og de tidlige 2000’er, vidner dog om, at den snigende militarisering, man muligvis kan se i programmer som Krigens Døgn fortsat holdes i skak af andre blikke på emnet, for i serien handlede det først og fremmest om at afdække svigt og svagheder i den måde Forsvaret blev indsat på. Forsvaret på sin side responderede på udsendelsesrækken ved at erklære, at det filmen portrætterede var fortidens mangler – underforstået, at i dag står det helt anderledes til. En sådan reaktion tyder på, at der fortsat er plads til forbedring i debatten om krig i Danmark. 

Sammenfatning og perspektivering

Krigsstudier er i dag et ganske veletableret forskningsfelt i Danmark, og der produceres årligt kuld af masterstuderende og phd-studerende fra flere forskellige civile og militære institutioner. Selv om der er adskillige danske forskere med høj international navnegenkendelse og en fornem publikationsliste i internationale tidsskrifter, finder jeg det vanskeligt at pege på en særlig dansk afart af krigsstudier eller et klart dansk fingeraftryk på internationalt niveau, slet ikke institutionelt. Afhængig af temperament kan man enten se den meget gradvise udvikling af feltet, som sund dansk pragmatisme eller mangel på visioner og vovemod. 

Udviklingen skal ses i lyset af den måde dansk strategisk kultur har udviklet sig på – fra stor skepsis overfor det militære instruments nytte, over en aktivistisk brug af det i Kosovo i 1991, i Afghanistan fra 2001, i Irak fra 2003 og i Libyen i 2011, samtidig med at forsvaret specialiseredes og nedbyggedes, og til de seneste års bratte kursskifte i retning af at genskabe et robust forsvar, der kan bidrage til konventionel afskrækkelse der først og fremmest er rettet mod Rusland. Denne har som påvist ovenfor præget, hvilke problemer krigsforskningen i Danmark har kastet sig over og hvordan krig debatteres.

Er der afgørende forskelle til Norge og vores nordiske nabolag i øvrigt? Nok ikke. Måske har man der været lidt tidligere ude, f.eks. begyndte man i Finland at uddanne officerer til phd-niveauet før Danmark. Ligeledes skete akademiseringen af Försvarshögskolan i Stockholm noget før, man i Danmark gik samme vej (Møller 2007, s.6).  Grundlæggende synes en række udfordringer dog at være de samme: At blande praksis og teori på en måde, så der skabes balance mellem en kritisk-refleksiv distance og praksisnærhed, og så både civile erkendelsesbehov og forsvarets nyttebehov tilgodeses.

Læseforslag:

• Berg, N., Boserup, A., Clemmesen, M.H., Nielsen, K.V., Rosenløv, M. & Witt-Hansen, J. red. (1986). Carl von Clausewitz. Om Krig. København: Rhodos.
• Det tredje bind af den danske Clausewitz-oversættelse fra 1986 rummer en perlerække af essays om krigsstudier og tilbyder tillige en god introduktion til Clausewitz forfatterskab. Herefter kan man glæde sig over at læse bind 1-2, som er Oberst Niels Bergs fortræffelige oversættelse. 
• Møller, K. (2007). Den videregående officersuddannelse i det 21. århundrede: War Studies eller krigsvidenskab som kerneelement?. København: Forsvarsakademiet.
• Jeg vil varmt anbefale denne rapport, som Forsvarsakademiets chef Karsten Møller om, hvordan man skulle omstille forsvarsakademiets uddannelser, så de levede op til de ændrede krav for anvendelse af forsvaret, som fulgte af omstillingen efter Den Kolde Krig. I et glimrende efterskrift diskuterer  Scandinavian Journal of Military Studies, 3(1), 2020: Særnummer om krigsførelsens kredsløb. Dette særnummer er en glimrende introduktion til og problematisering, samt instrumentalisering af den danske analysemodel krigsførelsens kredsløb.
• Økonomi og Politik, 1, 2017. Særnummer om War Studies. I dette særnummer giver en række af de fremmeste danske forskere inden for War Studies traditionen en introduktion til feltet. Nummeret kan ses som en form for programerklæring for det få år før oprettede Center for War Studies ved Syddansk Universitet.

Foto: 21st Mechanized Brigade / Defense of Ukraine Twitter