Den hastige og bemærkelsesværdige sikkerhedspolitiske udvikling siden Trump tiltrådte som præsident, har ansporet en europæisk og dansk debat om atomvåben. Der er nu usikkerhed om NATO’s fremtid, om USA vil deltage i en krig i Europa, og om Europa stadig er dækket af den amerikanske atomvåbenparaply og -afskrækkelse. Udover USA, er det kun Storbritannien og Frankrig som besidder atomvåben i NATO og Europa, og det er i et relativt lille antal. Udviklingen betød, at det nu pludselig blev diskuteret, om Europa skulle udvikle sin egene atomvåben, en egen atomvåbenparaply, og selv den danske statsminister ville ikke afvise atomvåben på dansk jord. Det er i sandhed en bemærkelsesværdig udvikling, og Uffe Elleman må tabe piben i sin grav, i erindring om fodnotepolitikken i firserne. Men vil atomvåben faktisk hjælpe os, og hvad er der særligt ved dem?
Særlige våben med særlig historie
Selv før atomvåben blev opfundet og anvendt, spillede de en sikkerhedspolitisk rolle. De allierede forsøgte at forhindre tyskerne i at udvikle dem først, bl.a. med angrebene på tungtvandsfabrikkerne i Rjukan i Norge, og transporten af Niels Bohr til USA via Stockholm under krigen. Stalin havde placeret studerende under dække på amerikanske universiteter i trediverne, og nogle spillede en nøglerolle i atomvåbenprogrammet, kendt som Manhatten-projektet.
George Koval designede tændmekanismen til de første atomvåben, baseret på Polonium 210 som anvendt i Litvinenko-forgiftningen i London i 2006, og ingen opdagede at han var sovjetisk spion. Da Truman under Potsdam-konferencen i juli 1945 fik nyheden om den vellykkede første atomprøvesprængning i Nevada, og ville prale overfor Stalin, vidste den sovjetisk diktator det allerede fra sine spioner. Flere forskere mente faktisk, at teknologien burde deles med hele verden, for netop ikke at skabe et våbenkapløb, og for at forhindre brugen af dem som våben. Det lykkedes ikke. Atomvåben blev anvendt for hidtil eneste gang i august 1945 over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki. Ødelæggelserne var massive, men dødstallet stadig mindre end i en ildstorm i sønderbombede Hamborg 2 år før. To måneder senere skrev George Orwell (1984 m.fl.) en kronik (you and the atomic bomb), hvor han filosoferede over bombens betydning for verden, og at den på forundelig vis havde potentialet til at sikre en ”Fred som ikke er en fred”. Han fik næsten mere ret end han gjorde med 1984. Endnu.
Skal vi spille et spil termonuklear krig?
Atomvåben har gennem historien affødt spændende, pirrende og problematiserende film. Mest berømt er måske ”Dr. Strangelove – og hvordan jeg lærte at elske bomben”, Stanley Kubricks mesterværk fra 1964, som nok er stærkt humoristisk og sarkastisk, men også enormt skræmmende. Hele grundpræmissen er det automatiserede system som vil udløse et nukleart gengældelsesangreb, og dermed gøre den totale atomkrig og gensidige udslettelse (af jorden) uundgåelig. Det ser nogle som et problem, men ikke alle. Den amerikanske general Jack D. Ripper er frit modelleret over virkelighedens Curtis LeMay, som i 1962 sad i det ovale værelse overfor John F. Kennedy og anbefaledes et massivt bombeangreb på Cuba, under Cuba-krisen. Jeg har for nylig genset filmen, og jeg var skræmt og måtte tage en limfjordsporter for at dulme nerverne.
Spændende er også 1983 dramaet ”wargames”, som begynder med en test af de vagthavende i missilsiloerne, som ikke vil trykke på knappen da ordren kommer under en øvelse. Derfor erstattes de af en computer, for at eliminere risikoen for ”den menneskelige faktor” – gengældelsen skal være troværdig og må ikke fejle. Fejle gør computeren dog, da gymnasiedrengen Matthew Broderick hacker sig ind i den, og de må lære computeren, ved at spille kryds og bolle med den, at atomkrig er et spil, som ingen vindere har. En mere realistisk udgave er BBC programmet ”World War three; Inside the war room” fra 2016, som alle bør se et par gange; det er skræmmende. Det er en dokumentarisk dilemma-øvelse, hvor 10 britiske politikere, generaler og topembedsmænd udfordres med et krigsspil, hvor Rusland angriber ind i Letland, mange NATO-soldater dræbes og henrettes, og det eskalerer til at et britisk hangarskib sænkes i Østersøen med et russisk taktisk atomvåben. Vil briterne svare igen med de britiske atomvåben? Tør du se programmet, og hvad de når frem til? Det er vanvittig spændende, det er de ægte personer og et realistisk dilemma. Og resultatet efterlader dig målløs og rådvild.
Atomar militær strategi og doktrin
Atomvåben kræver en fast doktrin for anvendelse, for at være effektive. Det er ikke blot endnu et våbensystem, men noget i en kategori for sig selv. Det er både et strategisk afskrækkelsesvåben, som kan holdes udenfor en konflikt, men det kan også være et meget symbolsk våben, på taktisk niveau. Russerne arbejder f.eks. med en doktrin for ”de-eskalation gennem eskalation”, hvor de kan bruge et taktisk atomvåben til at sige bøh, med det formål at bringe modparten til forhandlingsbordet. Tidligere har der været tvivl om hvad f.eks. den pakistanske doktrin for anvendelse af atomvåben var, og på hvilket niveau godkendelsesbeføjelser for brug af våbnene lå på, hvilket vel næppe er betryggende.
Ved vi egentlig hvad den Nordkoreanske doktrin for atomvåben indeholder? Rusland har faktisk været rimelige tydelige i deres doktriner, fordi de også har brugt det som strategisk afskrækkelse og pression af vesten, men de har jo meldt ud, at et angreb på russisk jord, kan udløse anvendelsen af dem. Det er velkendt at den amerikanske præsident altid følges af en officer med en kuffert lænket til sit håndled. Kufferten kaldes ”fodbolden”, og indeholder koderne til at affyre landets atomvåben, og de skal altid være i nærheden af præsidenten, så landet ikke kan overraskes uden at nå at gøre gengæld. Men, beslutningen om faktisk at anvende atomvåben er ingenlunde nem. Et populært forslag var at denne amerikanske officer skulle have indopereret koderne i brystkassen, og kufferten alene indeholde en brødkniv, så præsidenten skulle bruge kniven til at få koderne ud. Argumentet var, at det at så en officer ihjel og sprætte hans brystkasse op med en franskbrødskniv er vand ved siden at af udløse atomragnarok er lidt malplaceret, men dog illustrativt. John. F. Kennedy forstod implikationerne under Cuba-krisen og forlangte andre optioner fra sine generaler, og den røde telefon mellem Washington og Moskva blev oprettet som følge af krisen.
I BBC programmet fra 2016 var man slet ikke klar til at bruge atomvåben, end ikke efter at russerne havde brugt det mod dem i Østersøen. Giver det troværdig afskrækkelse, at have våben, men ikke at ville bruge dem? Det er præcis den pointe som Dr. Strangelove i filmen fra 1964 repræsenterer og hvor præsidenten må sige ”Gentlemen, you can’t fight in here, it’s the war room”. Viljen til at bruge atomvåben, forankret i en militær strategi og en klar doktrin, er nødvendig for at atomvåben kan udfylde deres funktion og potentiale. Ellers er de bare en risiko.
Skal vi have atomvåben?
I Danmark vil vi slet ikke have et atomkraftværk, så det ligner lidt bragesnak at tale om atomvåben på dansk jord. Men vi er med i en alliance som har atomvåben, så vi er med i beslutningen om at anvende dem, selvom vi ikke selv sidder med knappen. Derfor skal vi også gøre os klart hvad det betyder. Det er et absolut must at se BBC udsendelsen fra 2016, om hvordan en erfaren gruppe af generaler og politikere kan blive uenige om hvad man skal og ikke skal. Det er det værste der kan ske. Derfor skal du se det, og lære af det. Tro mig, russerne ser den også. På mit kontor gang engang en seddel med ordsprog, hvoraf et lød; ”atomvåben slår ikke mennesker ihjel. Mennesker, slår mennesker ihjel”. Atomvåben er intet værd, uden viljen til at bruge dem. Den vilje, kommer ikke af sig selv. Lad os håbe, at der aldrig bliver brug for den, måske gennem flere atomvåben og en troværdig afskrækkelse. Det har virket indtil nu, i en fred der ikke er en fred, som Orwell skrev i 1945. Men det er vel bedre end krig.
Foto: Wikimedia commons
